Billedkunstner Lene Borg udstiller i Huset i juni og juli. Lene kan træffes i Huset d. 14. og 21. juli fra kl. 14-15:00
https://www.facebook.com/Fru.Borgs.galleri/
Lene skriver:
Jeg er autodidakt kunstner, og maler udelukkende i min fritid. Jeg er meget visuel og har altid været meget kreativ og glad for farver.
Indtil efteråret 2009 havde jeg kun brugt min kreativitet herhjemme i hus og have, men en dårlig ryg gjorde, at jeg ikke længere kunne klare at passe min mange historiske Rosenbuske, der i mange år har været min passion.
Jeg kastede mig derfor over noget nyt, nemlig billedkunst på et aftenskolehold, og jeg går fortsat på samme hold Vinterhalvåret. Herudover mødes jeg indimellem med en gruppe kunstnere i Huset på Næsset.
Jeg er meget optaget af runde former, og har i tidens løb lavet mange billeder af frøkapsler og frugter, men jeg maler også landskaber og abstrakte malerier.
Jeg bruger ofte mange lag maling, der lægges på med spartel, for på den måde at skabe dybde i maleriet. Jeg maler kun på lærreder og bruger udelukkende acrylmaling af en god kvalitet til mine malerier, men også Posca-tuscher og andre effekter har sneget sig ind i løbet af årene.